mandag den 31. marts 2014

Magiske Møn - pileflet og skøn natur

Netop hjemvendt fra en skøn weekend på Møn - kursus i Pileflet ved Klaus Titze.

  Jeg har aldrig prøvet pileflet før, så det var en øjen-åbner - Pileflet er mere end kedelige kurve! ( ja - det er meningen, den skal være skæv ;-)
 

Med en hulsten og drivtømmer fundet ved Møns Klint blev kurven her ekstra speciel, et godt minde fra en dejlig tur.
 

 Jeg har en svaghed for bøgeskov - uanset årstid.
 


  Vi gik en tur ved klinten ved aftentide - det smukkeste lys i himmel og hav.
 
 Og det går nedad..... og senere op igen. Nogle vil påstå, det er sundt med alle de trapper...
 
  Man skal ikke spøge med klinten. Vi følte os uendeligt små dernede for foden af de hvide klipper. Vandet stod højt, og mørket nærmede sig - og klinten har før krævet sine ofre.
 
  Men smukt var det.
 
 Bakkegården gæstgiveri og kursuscenter ligger så idyllisk med luft og lys til alle sider - et paradis for den kreative. Her afholdes også malerkurser, og hvert værelse er indrettet af en kunstner, bl.a. Birthe Jarlbæk - hende med blomstermalerierne.

 
Anemoner, både hvide og blå, blandede sig med primula og martsviol. Himlen på jord! Jeg forstår Kaj Munk når han skriver:
 
 
" Så bøjer jeg mig da mod jord
og stryger blidt
dit silkeflor
en flig af himlens trone
du lille anemone
hvor er din skaber stor "
 
 


søndag den 23. marts 2014

Blomsterkunst fra nogle af verdens bedste - i Danmark!

I slutningen af februar havde Danmark fornemt besøg af nogle af verdens absolutte bedste blomsterkunstnere. Life3 kalder de sig tilsammen, og dækker over en verdensmester, nr 3 og 5. Per, Max og Tomas var i landet for at lave en demonstration på vores Handelsfagskole i Skåde - og til det arrangement skulle de bruge nogle assistenter. Jeg var blandt de heldige, der fik lov at hjælpe, da jeg tidligere har fået undervisning af en af de tre herrer.



Vi var 8 assistenter - og mindre kunne ikke have gjort det. Vi knoklede i to dage for at få det hele færdigt.

Det var virkelig spændende at være med bag kulissen, og se hvor meget arbejde der ligger bag.


 
Vi fik lov til en hel masse, det var ikke kun "slavearbejde". Vores meninger og input var velkomne, og vi måtte spørge om alt.


 
Under og efter showet blev vi også takket mange gange for indsatsen - det er tre meget flinke fyre, der er ydmyge over for faget og alle de fans, de efterhånden har fået.
Vi hyggede os virkelig i de to dage, god stemning og gode grin.








 
Det var et scoop at få dem til Danmark, men skulle de komme igen, er jeg klar til at assistere - det var en kæmpe oplevelse!

søndag den 16. marts 2014

Brudebuketter til den modige

Det er skønt at få lov at lege på sit arbejde! Når der ind imellem er tid, så kan jeg godt li´ at lege med  brudebuketter,  og gerne i nye former og materialer.

 
Herover er det en ren klassiker - der skal også være noget til den traditionelle brud. Og i udstillingsøjemed er det godt, at øjet finder ro i noget velkendt ind imellem alt det nye.
 

 
Her har jeg lavet en enkelt og florlet buket af brudeslør, græs, lidt perler og et par orkidéer.

 
Der er latyrus i handlen netop nu, så de har fået lov at få selskab af hyacinter, lidt statice og hjerteranke.


 
Denne model har jeg brugt før, den er bare frisket op med store orkidéer og ornitogalum-knopper. Den står stadig i butikken og ser fin ud, selvom det snart er 3 uger siden jeg lavede den!
 

 
Her til sidst havde jeg lyst til noget mere dramatisk. Sorte scabiosa danner bund for en orkidé , sat i stativ med flettet græs, tråd og lidt perler, hjerteranke og indmaden fra en protea ( hvis man kigger godt efter, kan man se nogle strittere med noget sort i enden ude i fletværket ) . En sjov brudebuket til den modige, jeg nappede den gerne selv!
 


søndag den 9. marts 2014

Foråret sneg sig helt ind i drivskuret

Og så endda på en kold februar-dag. Billederne er nemlig et par uger gamle - bloggen må af og til stå standby, men fyldes snart med opdateringer fra den seneste ( travle ) tid.

 
Reolerne her er ikke synderligt kønne, men hjælper med opbevaring af småkrukker vinteren over.


I år står driv-skuret for fald - planerne er store, der skal bygges 30kvm nyt drivskur af gamle vinduer og forhåndenværende materialer, jeg glæder mig så utroligt meget til at komme i gang!
 





Vejret har været intet mindre end fantastisk i dag - nu går det den rigtige vej!!!